​​​Traumatiske oplevelser involverer ofte synlige fysiske sår, som heler over tid. Men de kan også skabe dybe og invaliderende psykiske skader, som kan påvirke overlevende hele livet, hvis ikke de adresseres og heles. Uhelet traume kan forstyrre daglig funktion på mange måder ved at påvirke vores hjerner, følelser og kroppe. Symptomerne er mange og varierede, men inkluderer ofte følelsesmæssig følelsesløshed, hypervagtsomhed og frygt. Nedsat funktionsniveau og stærkt reduceret evne til glæde og til at føle forbundethed med sig selv og andre er også typisk.

Fysisk viser traumatisk stress sig ved at svække og kompromittere immunsystemet, forårsage træthed og skabe stressrelaterede sygdomme.

​

Traumets dominoeffekt

Mennesker med uforløste traumer kan – og gør ofte – traumatisere andre omkring sig. Dette kan ske bevidst eller ubevidst, men kan være lige sårende i begge tilfælde.

​

"Traume påvirker ikke kun ofrene - det har også evnen til at sive ud

og flyde over i andres liv"

 

For nogle af jer, der er gift med en partner, som blev traumatiseret i deres barndom, påvirker deres uforløste traumer både jer og jeres børn. På denne måde forstærkes virkningen af traumatiske begivenheder og påvirker mange andre liv, som ikke direkte var involveret i den oprindelige udløsende oplevelse.

 

Et moderne blik på et gammelt problem

Ifølge Dr. Van der Kolk er traume traditionelt blevet set på følgende forsimplede måder:

​

• Som en manglende evne til at glemme og slippe dårlige minder.

• Som ændringer i hjernens kemi, der udtømmer “feel-good”-hormoner.

• Som forandringer i hjernens frygtkredsløb, som producerer oversensitiv kamp-eller-flugt-reaktion.

 

Engang troede man, at medicinske fremskridt kunne løse disse og relaterede problemer. Men moderne teknologi har gjort det muligt at observere hjerneaktivitet i realtid og forstå, hvordan hjerne og krop fungerer både separat og sammen. Dette har afsløret, at tidligere forståelser af traume var forsimplede og utilstrækkelige.

Faktisk kunne de ikke forklare, hvorfor mange traumatiserede mennesker ikke kunne vende tilbage til et normalt og sundt liv.

Så sent som i 1980 blev diagnosen PTSD – Post Traumatic Stress Disorder – officielt anerkendt. Diagnosen refererede først til krigsveteraner, men bruges i dag også til at identificere traumatiske symptomer hos mange mennesker uden for krigskontekster, især ofre for kronisk misbrug.

​

Hvordan traume påvirker hjerne, krop og personlighed

- To veje

De fleste ved, at kroppen aktiverer kamp-eller-flugt-reaktionen under stress. Benægtelse er en alternativ forsvarsmekanisme, der hjælper os med at håndtere overvældende situationer ved at nægte virkeligheden omkring os. Disse to reaktioner fungerer forskelligt, men med samme formål: at hjælpe os med at overleve trusler mod fysisk, følelsesmæssig eller mental sikkerhed.

 

"Vi er genetisk programmeret til at overleve"

​

Vej# 1: Kamp eller flugt

Denne reaktion forbereder os på enten at konfrontere truslen eller flygte fra den. Den er placeret på højre side af vores hjerne, og når den aktiveres, frigives hormoner, herunder store mængder adrenalin og andre kemikalier. Denne “brændstof” giver fokus, energi og styrke, som er nødvendige for at reagere ved enten at kæmpe imod eller flygte fra (virkelig eller opfattet) fare. Når vi forhindres i kamp eller flugt (enten ved at blive fanget eller holdt nede), eller ikke kan flygte fordi vi fryser til, bliver oplevelsen mere traumatisk for vores selvforståelse. Skam og en overvældende følelse af magtesløshed og skam hænger ved.

Vej # 2: Benægtelse

Denne reaktion gør det muligt for os bevidst at benægte, at noget farligt eller traumatisk faktisk sker for os. Benægtelse stopper dog ikke kroppen fra at reagere på truslen på et ubevidst niveau. Kamp- og flugtmekanismen er stadig aktiveret (sammen med den tilsvarende frigivelse af kemikalier, som kroppen behøver for at reagere). Det bevidste sind minimerer eller ignorerer dog helt truslen samt de kropslige fornemmelser, som udløses af den "lydløse" alarm.

​

"Benægtelse kan være nyttig i visse situationer, fordi det tillader os at udskyde bearbejdelsen af noget, indtil vi føler os mere forberedte (som ved sorg, der ikke umiddelbart mærkes) Men når benægtelse som beskyttelsesmekanisme

varer for længe,

medfører det sine egne problemer"

​

Flashbacks

Overlevere af traumer er ofte fanget i en smertefuld feedback-loop og oplever hyppigt skræmmende, påtrængende fragmenter af deres traume, kaldet flashbacks. De har ingen kontrol over, hvor eller hvornår flashbacks kan opstå, eller hvor længe de varer, hvilket skaber intens frygt og tab af kontrol. Disse mentale “øjebliksbilleder” fremkalder de samme intense mentale og fysiske reaktioner i os som den oprindelige oplevelse. Episoderne udløser vores trusselsdetektionssystem (placeret i hjernen), når vores hjerne opfatter, at sensorisk input (fra vores nuværende dagligdag) er “det samme som” eller tilstrækkeligt lig det oprindelige hændelsessted, hvor de “mentale fotografier” oprindeligt blev taget.

Under det oprindelige traume og efterfølgende udløsende begivenheder oversvømmes kroppen med kemikalier for at forberede os på enten at kæmpe eller flygte. Når vi ikke gør nogen af delene (fordi der i et flashback ikke er nogen reel trussel), forbliver de “ubrugte” kemikalier fanget i kroppen og bliver giftige og skadelige i stedet for livsbeskyttende.

Dr. Van Der Kolk siger:

“De fysiske effekter på organerne fortsætter uformindsket,

indtil de kræver opmærksomhed i form af sygdom eller lidelse.

Medicin, stof- og alkoholbrug samt misbrug anvendes ofte for at

dulme eller udslette uudholdelige fornemmelser og følelser.

Men kroppen fortsætter med at ‘holde regnskab’.”

​

Benægtelse: Den skjulte traumereaktion

Benægtelse er sværere at opdage og behandle hos traumeoverlevere, fordi den ofte forbliver skjult og kun erkendes på det underbevidste plan.

Dr. Elvin Semrad, en stærkt indflydelsesrig professor for Dr. Van der Kolk, siger:

 

"Så meget menneskelig lidelse handler om kærlighed og tab.

De største kilder til vores lidelse er de løgne, vi fortæller os selv."

​

Benægtelse er en løgn, vi fortæller os selv for at beskytte os mod at blive overvældet af traumatiske oplevelser. Men med tiden bliver benægtelsen en destruktiv løgn, der afskærer os fra at blive opmærksomme på, at vi har brug for hjælp.

Vi må lære at være ærlige om alle aspekter af vores oplevelser. Dette understreger vigtigheden af at engagere sig i sandheden og holde op med at foregive. Dr. Semrad fortsætter:

​

"Mennesker kan aldrig få det bedre uden at vide, hvad de ved,

og føle, hvad de følte. Terapeuters job er at hjælpe mennesker med at anerkende, opleve og bære livets realiteter – med alle dets glæder og hjertesorg."

​

Traume påvirker begge sider af hjernen: Den rationelle & den emotionelle

Den venstre hjernehalvdel er den rationelle, analyserende side, der gør os i stand til at tale, tænke, bearbejde og organisere oplevelser i en meningsfuld rækkefølge. Den højre side føler og oplever.

Sidehalvdelene bearbejder information forskelligt:

• Venstre side husker fakta, detaljer og giver os ordene til at forklare hændelser.

• Højre side lagrer sanseindtryk, følelsesmæssige toner og kropslige reaktioner.

Under traumer reduceres aktiviteten i den rationelle hjerne markant – eller slukker helt. Dette inkluderer Broca’s område (taleområdet), hvilket forklarer, hvorfor traumeoverlevere ofte ikke kan tale, når traumet sker.

Dr. Van der Kolk siger:

 

"Alt traume er preverbal. Kroppen genoplever rædslen, vreden,

hjælpeløsheden og trangen til at kæmpe eller flygte,

men disse følelser er næsten umulige at artikulere.

Traume driver os af natur til kanten af vores forståelse"

 

Som resultat bliver traumet “fanget” i kroppen og højre hjernehalvdel uden mulighed for at blive udtrykt eller frigivet.

 

Hvorfor mange ikke kan forklare traumet

Når man er bange, ryster kroppen, pulsen stiger, højre hjernehalvdel registrerer faren – mens venstre hjernehalvdel (det logiske system) ikke kan hjælpe. Derfor:

• man kan ikke tænke klart

• man reagerer følelsesmæssigt, ikke rationelt

• man kan virke “fastfrosset” eller ude af kontakt

Selv mange år efter kan traumatiserede have svært ved at fortælle, hvad der skete. Og når de endelig kan fortælle det, er det ofte kun “cover storyen”, en ufarlig version af hændelsen. Den dybere version – med rædsler, skam, hjælpeløshed og intense følelser – er gemt i højre hjernehalvdel og er svær at udtrykke.

Den dybe, følelsesmæssige historie er ofte nøglen til heling.

Begge hjernehalvdele skal inddrages for, at fuld heling kan ske.

​

De to hjernehalvdeles udvikling

• Højre hjernehalvdel (følelser og sanser) udvikles først – allerede i livmoderen.

• Venstre hjernehalvdel (tale, logik, struktur) udvikles senere, fra cirka toårsalderen og fortsætter gennem teenageårene.

Højre side lagrer oplevelser via sanser og følelser. Under traume (eller flashbacks) lukker venstre side ned, hvilket gør det umuligt at tænke rationelt. Derfor “sidder man fast” i oplevelsen.

​

Den følelsesmæssige hjerne

Den følelsesmæssige hjerne består af den primitive “reptilhjerne” og det limbiske system. Den:

• behandler nonverbal kommunikation

• registrerer fare

• styrer kreativitet, fantasi og følsomhed

• mærker “vibes” og intuition på mavefornemmelsesniveau

Den følelsesmæssige hjerne udvikles først og gør, at spædbørn kan høre, græde, reagere og føle forbindelse uden ord.

Under traume:

• den følelsesmæssige hjerne bliver hyperaktiv

• den rationelle hjerne slukker

• der er ingen mental “bremse” til at regulere reaktionerne

Derfor bliver man overvældet, panisk, frosset eller reaktiv – selv når der ikke er reel fare.

​

Hvordan trauma påvirker kroppen

Ikke kun hjernen påvirkes af traumet – kroppen er dybt involveret, fordi hjernen og organerne kommunikerer gennem vagusnerven, som sender signaler både nedad (fra hjernen) og opad (fra kroppen til hjernen).

Traume forstyrrer det autonome nervesystem (ANS), som består af:

• SNS (sympatisk) – aktiverer kamp/flugt

• PNS (parasympatisk) – beroliger, genskaber ro

Når systemet fungerer korrekt, vender vi tilbage til homeostase, dvs. ro, når truslen er ovre.

Men traume kan “låse” kroppen i enten alarmberedskab eller nedlukning.

​

Hvordan uforløst traume påvirker kroppen fysisk

Uhelet traume “indskrænker” vores verden. Vi bruger al vores energi på at forsøge at kontrollere indre kaos og fysiske reaktioner. Dette kan føre til:

• fibromyalgi

• kronisk træthed

• immunsygdomme

• stressrelaterede fysiske smerter

Fysisk aktivitet er især vigtig, fordi den hjælper med at frigive den energi, som sidder fast i kroppen.

Derfor skal både den rationelle hjerne, den følelsesmæssige hjerne og kroppen inddrages i behandling.

​

"Jeg føler, derfor er jeg"

Som mennesker har vi grundlæggende behov for trøst, berøring, tryghed og kærlighed.

Dr. Semrad siger:

​

"Hvis vi ikke accepterer og imødekommer disse fundamentale behov, bliver vores oplevelse af livet hæmmet – og vi bliver en hæmmet version af os selv."

 

Han beskriver dette gennem et billede af en haveslange:
Selv hvis vandet flyder frit fra hanen, forhindrer en fold i slangen vandet i at nå frem. På samme måde kan vi miste forbindelsen til vores egen krop og dermed til vitaliteten i vores liv.

Van der Kolk understreger:

 

"Du kan ikke være fuldt i kontrol over dit liv, før du anerkender din krops virkelighed."

​

For at leve et helt liv må krop og hjerne være i kontakt og arbejde sammen.

​

Hvordan traume skaber skam, skyld og selvhad

Børn, der udsættes for traumer, har en tendens til at tro, at det er dem selv, der er noget galt med.

Dr. Van der Kolk beskriver:

• Børn føler sig fundamentalt forkerte, når de udsættes for misbrug eller omsorgssvigt.

• De tror ofte, at de fortjente behandlingen, eller at de burde have gjort noget for at stoppe det.

• Dette indre narrativ følger dem ind i voksenlivet – som skam, selvbebrejdelse eller lavt selvværd.

Som voksne kan de tro, at de skal være stærke og "over det", selvom deres nervesystem stadig sidder fast i traume-tilstand. Når deres krop reagerer, føler de sig svage eller defekte.

Men traumereaktioner er biologiske, ikke karakterfejl.

​

Overlevelsesstrategier bliver senere problemer

Børn udvikler overlevelsesstrategier for at komme gennem traumatiske situationer. Disse strategier er logiske i barndommen, men bliver problematiske i voksenlivet.

 

Eksempler:

• Hypervagtsomhed → hjælper barnet med at opdage fare tidligt, men bliver til angst og udmattelse som voksen.

• Frysning/selvfrakobling → beskytter barnet mod at føle smerte, men bliver til følelsesløshed i forhold, depression eller dissociation.

• Pleasergen → hjælper barnet med at undgå vrede fra en voksen, men fører som voksen til grænseløshed og udnyttelse.

• Overtilpasning og perfektionisme → giver barnet en følelse af kontrol, men som voksen fører det til stress, sammenbrud og selvkritik.

Dr. Van der Kolk beskriver dette som:

​

“Det, der engang reddede dig, ødelægger dig senere.”

 

Det er ikke mangel på viljestyrke – det er uforløst traume.

​

Hvorfor traumer skaber forholdsproblemer

Traume påvirker evnen til at:

• stole på andre

• mærke kærlighed og forbindelse

• være sårbar

• kommunikere klart

• regulere følelser i konflikter

Når man ikke har oplevet sikkerhed som barn, kan det være svært at føle sig tryg i relationer som voksen.

Dr. Van der Kolk siger:

​

"For at føle os forbundet med andre

må vi først være forbundet med vores egen krop."

 

Hvis kroppen konstant er i alarmberedskab, kan man:

• misfortolke neutrale ansigtsudtryk som kritiske

• reagere aggressivt, fordi kroppen tror, at der er fare

• føle sig oversvømmet i nærhed

• trække sig, når ting bliver følelsesmæssigt intense

Dette skaber problemer i parforhold, i venskaber og i forældreskabet.

 

Traume og kontrol

Mange traumatiserede bruger kontrol som selvbeskyttelse.

De forsøger at kontrollere:

• deres omgivelser

• deres egen krop

• deres partner

• deres følelser

• deres børn

• deres rutiner

• deres sociale liv

Kontrollen er ikke et tegn på styrke – men et skjold mod kaos, fordi nervesystemet aldrig har lært, hvordan ro føles.

Dette kan vise sig som:

• stærkt behov for forudsigelighed

• uro ved ændringer

• panik, når tingene ikke går som planlagt

• stive rutiner

• følelsesmæssig afstand

 

"Hvorfor kommer jeg ikke bare videre?"

Dette spørgsmål stiller næsten alle traumatiserede.
Svaret er simpelt:

Du kan ikke tænke dig ud af et traume, der sidder i kroppen.

Logik er ikke nok, fordi traumet er lagret i:

• nervesystemet

• hormonsystemet

• muskelhukommelsen

• sanserne

• højre hjernehalvdel

Derfor hjælper det ikke at sige:

• “Jeg burde ikke føle sådan.”

• “Det ligger i fortiden.”

• “Jeg overreagerer.”

• “Jeg skal bare tage mig sammen.”

Kroppen tror stadig, at faren er der.

​

Traume og lav selvfølelse

Når kroppen konstant føler fare, bliver ens selvopfattelse forvrænget:

• man føler sig forkert eller defekt

• man føler sig isoleret fra andre

• man tror, man er svag

• man ser sig selv som en byrde

Mange beskriver det som:
“Jeg ved ikke længere, hvem jeg er.”

Dette er ikke identitetskrise – det er traume.

​

“Følelsesmæssig kapring”

Dr. Van der Kolk beskriver en tilstand, hvor den følelsesmæssige hjerne overtager kontrollen.

Dette sker når:

• man bliver trigget

• noget minder nervesystemet om traumet

• en konflikt opstår

• man føler sig kritiseret

• man oplever uforudsete ændringer

Resultatet er:

• vredeudbrud

• panik

• sammenbrud

• tilbagetrækning

• frysning

Den rationelle hjerne kobler fra.

Det er ikke mangel på disciplin, men en fysiologisk respons.

​

Hvordan traume påvirker identitet

Traume gør det svært at:

• vide, hvad man føler

• vide, hvad man vil

• sætte grænser

• mærke kroppens signaler

• stole på egen intuition

Dette skaber en fornemmelse af tomhed.

Mange siger:

• “Jeg føler ikke, jeg lever mit eget liv.”

• “Jeg gør ting på autopilot.”

• “Jeg ved ikke, hvad jeg kan lide.”

• “Jeg er bange for at mærke.”

Traume frarøver os en del af vores identitet – men den kan genvindes.

​

Heling og genopbygning: Hvad virker faktisk?

Traumebehandling skal adressere både:

• hjernen (tanker, følelser, hukommelse)

• kroppen (nervesystem, hormoner, muskelspændinger, reaktioner)

• relationerne (tilknytning, grænser, tryghed)

Dr. Van der Kolk siger:

​

"Traume handler ikke om, hvad der skete – men om, hvordan det lever videre i dig."

 

Derfor skal heling ske på flere niveauer:

​

1. Kroppen skal lære tryghed

Traume overbelaster nervesystemet og fastlåser kroppen i:

• alarmberedskab

• hypervagtsomhed

• spænding

• frysning

For at komme ud af traumetilstand må kroppen genlære, hvordan ro føles.

Det sker gennem:

• vejrtrækningsteknikker

• yoga

• dans

• tai chi

• mindful bevægelse

• grounding-øvelser

• kropsorienteret terapi

Disse teknikker virker, fordi de direkte påvirker vagusnerven og hjælper kroppen med at skifte fra kamp/flugt til ro og tilstedeværelse.

​

2. Hjernen skal genforbindes

Traume adskiller den logiske venstre hjernehalvdel fra den følelsesmæssige højre.

Fuld heling kræver, at begge sider arbejder sammen igen.

Derfor bruges metoder som:

• EMDR

• Somatic Experiencing

• neurofeedback

• traumefokuseret terapi

• narrativ bearbejdning

• journaling (skriftlig bearbejdning)

• samtaleterapi omkring specifikke minder

Disse teknikker hjælper med:

• at sætte ord på oplevelser

• at regulere stærke følelser

• at forstå egne reaktioner

• at lukke den “frosne film” fra fortiden

• at skabe sammenhæng i ens livshistorie​

 

3. Trygge relationer er en helende kraft

Traume sker i relationer – og heling sker også i relationer.

Derfor er det ofte relationer, der gør størst forskel:

• en tryg partner

• en stabil terapeut

• støttende venner

• kærlige familiemedlemmer

• fællesskaber

• grupper, hvor man føler sig forstået

Når man igen oplever tryghed med andre mennesker, begynder nervesystemet at slappe af og udvikle ny tillid til verden.

 

4. Følelsesmæssig bevidsthed er afgørende

Mange traumatiserede har svært ved:

• at identificere følelser

• at tolerere følelser

• at udtrykke følelser

• at forstå følelsesmæssige signaler

Heling indebærer at lære:

• “Hvad føler jeg egentlig lige nu?”

• “Hvor i kroppen mærker jeg det?”

• “Hvad prøver min krop at fortælle mig?”

• “Hvordan kan jeg berolige mig selv?”

Følelser er ikke farlige.
De er information.

​

5. At genskabe en oplevelse af sikkerhed

Den traumatiserede hjerne tror ofte:

“Verden er farlig, og jeg er ikke sikker.”

Heling kræver konstant at genopbygge følelsen af sikkerhed:

• i kroppen

• i relationer

• i omgivelser

• i egne tanker

Når kroppen føler sig sikker, åbner døren sig til:

• leg

• kreativitet

• glæde

• forbindelse

• intimitet

• spontanitet

Dette er tegn på reguleret nervesystem.

​

6. At lære selvregulering

Traume gør det svært at:

• falde til ro

• håndtere stress

• stoppe tankemylder

• undgå at overreagere

• styre impulser

Selvregulering betyder:

• du kan berolige dig selv

• du kan holde ud at mærke svære følelser

• du kan stoppe op før du reagerer

• du kan være i nuet

• du kan vælge anderledes

Dette er ikke medfødt.
Det er en færdighed, man kan lære – også som voksen.

​

7. Identitet skal genopbygges

Efter traume spørger mange:

• “Hvem er jeg egentlig?”

• “Hvad vil jeg?”

• “Hvad føler jeg?”

• “Hvad har jeg lyst til?”

Heling handler om:

• at genfinde sig selv

• at mærke sine egne ønsker

• at kende sine grænser

• at stå ved sine behov

• at udvikle selvkærlighed

• at genvinde sin historie

• ​

8. Man skal lære at leve i nuet

For traumatiserede føles det ofte, som om:

• fortiden sker lige nu

• kroppen reagerer på gamle farer

• hjernen genafspiller gamle billeder

• selv små triggere føles livstruende

Heling handler om at lære:

• “Jeg er ikke der længere.”

• “Jeg er her nu.”

• “Jeg er voksen.”

• “Jeg er sikker.”

Kroppen lærer gradvist at stole på nuet frem for fortiden.

​

9. Kreativitet og kropslig udfoldelse hjælper

Mange helende aktiviteter er non-verbale, fordi traumet er lagret uden ord.

Derfor virker:

• kunstterapi

• musik

• dans

• teater

• skrivning

• sang

• håndarbejde

• natur og dyr

Disse går udenom sproget og arbejder direkte med sanser, følelser og kropshukommelse.

​

10. Heling tager tid – men den er mulig

Traume ændrer hjernen – men hjernen kan også ændre sig tilbage.

Neuroplasticitet betyder:

• at hjernen kan danne nye forbindelser

• at kroppen kan lære nye reaktioner

• at nerver kan hele

• at gamle mønstre kan brydes

Det kræver:

• tid

• støtte

• tryghed

• gentagelse

• tålmodighed

• venlighed mod sig selv

Men det er muligt. Al forskning viser det.

​​

Det endelige mål: At blive ejer af sig selv igen

Uanset traumets art er det centrale mål:

At genvinde ejerskab over sin egen krop, sit eget sind og sit eget liv.

Det indebærer:

• at kunne mærke sig selv

• at kunne berolige sig selv

• at træffe egne valg

• at stole på sin krop

• at føle sig tryg i nuet

• at kunne leve med hele sin historie

• at kunne opleve glæde og nærhed igen

​